Attachment Parenting

"Et barn som bliver kærligt modtaget, og som elsker sine forældre, lærer af dem en kærlig indstilling til sin omverden og bevarer denne grundholdning livet ud. Og det er godt, selv om han eller hun ikke kommer til at høre til dem, der afgør verdens skæbne".  Astrid Lindgren

 Hvad Attachment Parenting betyder for mig: ur-instinkt og langtidsamning

Første nat på OUHs patienthotel lå jeg nervøst og stirrede ned i den gennemsigtige plastikvugge, som Alma sov i. Jeg havde det virkelig underligt med, at hun lå der, helt alene, og som så mange andre nybagte mødre var jeg rædselsslagen for, at hun pludselig skulle holde op med at trække vejret. Mit instinkt sagde mig, at hun hørte til ved siden af mig, ikke i en vugge af plastik! Så allerede første nat sov vi ved siden af hinanden, hvilket både tjente det formål, at jeg nemmere kunne amme hende og at vi fortsat kunne være fysisk tæt, ligesom da hun lå inde i min mave.

                                          Kat, baby og dyner - så bliver det ikke hyggeligere!

Nu er Alma 15 måneder gammel, og hun sover nu i sin egen seng, som er sat fast til vores dobbeltseng, hvor hun sov indtil for et par uger siden.  I mine øjne haster det ikke med at få Alma ind på eget værelse. Jeg tror fuldt og fast på, at kærlighed i form af blandt andet fysisk nærhed vil føre til et harmonisk og selvstændigt barn. 

Når Almas seng sidder fast på vores, kan hun selv kravle op og ned. Før brød hun sig ikke om at være nede i sengen, men nu er det et dejligt sted for hende at være. 

Uden at vide det, har jeg fra den allerførste nat som mor instinktivt søgt imod attachment parenting. I vores familie har den derfor stået på langtidsamning, samsovning og Manduca-bæresele. Det fungerer ikke nødvendigvis for andre, men jeg kunne ikke leve på anden vis. I min verden er der ikke noget skønnere end at ligge ved siden af Alma om natten og høre hende trække vejret eller snorke. Det skulle da lige være, at jeg om morgenen har været vant til at vågne ved siden af det smukke barn, se hende slå øjnene op og høre hende sige "hej!" Derfor kan det også godt være lidt svært, at hun nu ligger nede i sin egen seng, med far placeret tættest på i sengen og mig så langt fra, så hun ikke har min mælk inden for rækkevidde. Men jeg kan mærke, at Alma og jeg begge er klar til at give slip på amningen, efter næsten 16 måneder.

Attachment parenting er for mig ikke bare en fiks idé - det er som sagt noget, jeg rent instinktivt har søgt imod, fordi det passer godt til min personlighed og livsstil. Jeg har så bare været heldig, at  min veninde Tanja  (mit attachment parenting-orakel!) har været der til at henvise til bøger og til at give gode råd. Og i denne blog vil jeg så give de gode råd videre, til hvem der end skulle have brug for dem.

For at Alma ikke skulle falde ud af sengen, lavede vi volde af dyner og puder uden om hende.

Kort om Attachment Parenting - hvad betyder det og hvad er fordelene?

Ifølge API (Attachment Parenting International) er der mange fordele ved de principper, som de beskriver på hjemmesiden http://www.attachmentparenting.org/. Jeg har gjort mit bedste for at simplificere principperne.

Forbered jer på graviditet og fødsel:

Reflekter over jeres egen barndom og tænkt over, hvilken type forældre I vil være.
Kvinden bør forberede sin krop til at kunne gennemgå en graviditet - hun bør spise sundt, motionere regelmæssigt samt undgå stress.
Kommende forældre bør læse om amning og generel pleje af barnet.
Under fødslen bør kvinden være til stede både fysisk og psykisk, så hun kan tage aktivt del i fødslen.

Forbered jer på at skulle være forældre:

Læs om/research de forskellige udviklingsstadier. 
Vær realistisk med hensyn til forventninger til både forældre og barn.
Vær fleksibel.
Har man selv oplevet svigt i sin barndom, er det en god idé at opsøge professionel hjælp og få det bearbejdet, inden man bliver forælder.

Med hensyn til det sidste punkt vil jeg sige, at man ikke altid kan forberede sig på, hvad der kan opstå af problemer med hensyn til moderens/faderens oplevelser fra barndommen, når man bliver forældre. Det er tit først efter fødslen, at eventuelle dårlige adfærdsmønstre virkelig træder i karakter. Skulle en sådan situation opstå, kan man eventuelt opsøge sundhedsplejersken, som muligvis kan henvise til noget familierådgivning gennem kommunen.

Mad skal handle om kærlighed og respekt

Amning:

Er man så heldig, at man er i stand til at amme og har lyst til det, så har man mulighed for at  bruge amningen til at skabe et meget stærkt følelsesmæssigt bånd mellem mor og barn. Amning er mere end bare næring - det handler om følelser. Det er en nem og blid måde at trøste barnet på. Det er sundt for både mor og barn. Det anbefales at amme ihvertfald et år, og at man vænner barnet fra at amme på en blid måde.  

Aldrig har jeg oplevet noget så fredfyldt, som da min primære funktion var at være Almas madpakke.  Det var hårdt, og jeg var hele tiden træt - en rigtig mombie - men det var også en fantastisk tid. Sikke mange timer vi lå og puttede sammen - hun spiste og spiste, indtil hun faldt i søvn, og jeg iagttog hende imens i  forsøg på at lagre billedet af hende, duften af hende, for evigt i mit hjerte og i min erindring.

For mig har amning været en gave fra gudinderne - jeg var simpelthen så lettet og glad, da det gik op for mig, at jeg faktisk KUNNE amme og derved sørge for, at Alma fik den mad, som moder natur har sammensat specielt til hende og som kunne give hende de vigtige antistoffer (vi har tre katte, og det ville være skrækkeligt, hvis vi skulle af med dem, fordi Alma fik allergi. I hvert fald én god grund til at amme!) . 

Det var dog  ikke nemt at få amningen i gang - lynhurtigt dannedes der sår på mine brystvorter, og det første halve år af Almas liv brugte jeg suttebrikker. Det var nærmest umuligt at få Alma til at spise uden suttebrikkerne, da hun først havde vænnet sig til dem. Og jeg var rædselsslagen for igen at skulle opleve intens smerte, hver gang min datter blev sulten. Alma løste dog selv problemet - pludseligt begyndte hun selv at fjerne suttebrikkerne, når hun skulle spise. Jeg aner ikke hvorfor, hun pludselig ikke ville bruge dem, men det var SÅ skønt. Så slap Almas far og jeg for at skolde brikkerne flere gange om dagen og for paniske at lede hele sengen igennem om natten efter de fordømte gennemsigtige brikker, mens Alma skrigende gjorde opmærksom på sin sult. Derefter har der ikke været problemer med amningen - bortset fra da hun fik de første tænder, da hun var 10 måneder gammel, og hun bed mig. Men det holdt hun op med forholdsvist hurtigt. De sidste par måneders tid har vi været i gang med en blid amme-afvænning, hvilket har været både en positiv og en hård oplevelse.

For nyligt har vi vænnet Alma af med nat-amning (jeg sov på sofaen hver nat i omtrent en uge, mens Alma og farmand snorkede side om side inde i soveværelset, som anbefalet af  Elizabeth Pantley i hendes fantastiske bog The No-Cry Sleep Solution (http://www.amazon.co.uk/The-No-Cry-Sleep-Solution-Foreword/dp/0071381392/ref=sr_1_1?ie=UTF8&qid=1330715355&sr=8-1 (fås også på dansk), som Tanja har anbefalet.Om morgenen kom Alma og farmand så ind til mig i stuen, og hun blev godmorgen-ammet. Det var så dejligt at se hende igen, efter at have været adskilt hele natten. Men jeg må indrømme, at jeg også virkelig havde brug for endelig efter så lang tid at kunne få noget søvn.

Vi har lagt mærke til, at Almas behov for at bruge narresut er steget, i takt med at amningen er blevet trappet ned. Det må jo så være en kamp, vi må tage senere. Lige nu gælder det om, at gøre amme-nedtrapningen så smertefri som overhovedet muligt. Vi har tidligere forsøgt at lægge en bamse ind til Alma, når hun skulle sove, for at få hende til at kaste hendes kærlighed på et objekt (en såkaldt "lovey"), men uden succes. Hun har aldrig rigtig været knyttet til sine bamser, selv om hun nu er begyndt at kramme og kysse dem. Til gengæld tager hun to af mine Imsevimse stof-ammeindlæg i hænderne og over næsen, når hun skal sove, er træt, eller trist. At hendes valg er faldet på netop disse objekter, passer mig faktisk fint - vi har 7-8 stykker af dem, så de kan vaskes jævnligt, uden at hun går i panik, fordi hun mangler dem. Og mister vi dem alle, kan vi bestille nogle nye på nettet! Når man tænker over det, er Almas valg også meget logisk: da jeg ammede hende fuldtid, tog hun ofte ammeindlæggene ud af min bh, og holdt dem i hånden. Så de minder hende, om hvor dejligt og fredfyldt det har været, at ligge sammen med mig og ikke blive forstyrret af noget som helst. 

 Alma med sutten og ammeindlægget i hånden - hendes trofaste følgesvende, når der skal trøstes, soves og slappes af.
 
At skulle stoppe med at amme er både en lettelse og enormt trist på samme tid. Jeg har valgt at stoppe amningen på den måde, som jeg føler er mest skånsom over for Alma og for min egen krop - om det er rigtigt, er jo ikke til at vide med sikkerhed.  Der er nu kun godmorgen-amningen tilbage. Mine bryster bliver ikke længere spændte, da jeg kun ammer en gang om dagen, så jeg håber på at kunne standse produktionen uden  for megen smerte og brug af piller, netop fordi amningen er blevet trappet ned over lang tid. 

Jeg kommer selvfølgelig til at savne at amme Alma, men jeg har allerede nu set, at hun gerne vil ligge tæt uden at få bryst. I nat, da hun var ked af det, kom hun op i sengen til mig og lå og puttede. Først forsøgte hun at hive ned i min bluse for at komme til brystet. Jeg lod hende ikke komme til, men nussede og kyssede hende og talte blidt til hende. Hun opgav til sidst,  og lagde sig op ad mig i stedet. Det var SÅ dejligt. Så fremtiden vil være fyldt med nærhed, fortæller jeg mig selv, mens jeg med vemod forsøger at tage beslutningen om, at NU skal vi stoppe med morgen-amning. Det er skræmmende, både fordi, at jeg gennem amning føler, at jeg har oplevet en tæthed med et andet menneske, som jeg ikke troede var mulig, og fordi amningen i 16 måneder har været et sikkerhedsnet for os alle. Hvis Alma har været syg eller ked af det, har amning (næsten) altid hjulpet. Så tanken om, lige pludselig at skulle finde en ny kanin at trække op af hatten - en ny måde at trøste på, der bare virker hver gang - kan godt gøre mig lidt nervøs. 

For nogle kvinder (inkl. mig selv!) kan det være grænseoverskridende at skulle amme offentligt (som her, i Odense Zoo).  Men man kan godt vænne sig til det. Det er mit brændende ønske, at vi i fremtiden alle vil få et mere naturligt forhold til amning.


Sutteflaske:
Læs om amning og overfør teknikkerne, når du giver flaske - hold barnet når du giver flaske, så barnet lærer at associere varme, tryghed og fysisk kontakt med flasken og "fodring". Sørg for at have øjenkontakt. Giv barnet flaske, når det virker sultent - i stedet for at følge en stram tidsplan. 

Fast føde:

Både når det gælder amning, mælk fra flaske og senere fast føde, bør man behandle barnet med respekt, dvs. læse dets signaler, lære det at sund mad og kærlighed er tæt forbundet og ikke på nogen måde bruge tvang. Barnet introduceres for forskellige fødevarer i roligt tempo - høj-allergene fødevarer (så som komælksprodukter) introduceres sent, for netop at undgå allergi. Der fokuseres på at måltiderne indtages i et roligt og positivt miljø. Dette vil formodentlig føre til mindre kræsenhed og en kærlighed til sund mad.

Se også Rebecca Perssons fantastiske bog Baby: 100 % naturlig uden tilsætning, som simpelthen har været uundværlig for mig. Hun har for eksempel en guide til, i hvilken rækkefølge de forskellige madvarer bør introduceres. Køb den her: http://rebeccapersson.com/baby-bogen/. Den er alle pengene værd! 

Det er skønt at få lov til at spise selv. Det sviner måske, men hvad så? Hos os er det vigtigt, at mad associeres med noget positivt. Forhåbentlig vil det føre til et mindre kræsent barn (vi krydser fingre) og mindre risiko for overvægt.


Forstå dit barns behov og tag hensyn til dets følelser

Børn bruger kropssprog, ansigtsudtryk, samt gråd til at gøre opmærksom på deres behov. Bliver de mødt med forståelse og følsomhed, dannes der grundlag for tiltro og empati. 
Forældre bør ignorere såkaldte "gode råd", fra enten familie, venner eller medierne, om at man ikke skal "forkæle" sine børn. Man kan aldrig få for meget kærlighed - og kærlighed er ikke lig med materielle goder.
Det er fuldstændigt normalt at babyer knytter sig mest til den forælder, der tilbringer mest tid med barnet. Dette bånd styrkes ved hjælp af fysisk kontakt. 
Det er også helt normalt, at et barn pludselig (ofte når barnet er ca. otte til ni måneder gammelt) får separationsangst, og kun er tryg i sin mors favn. Dette er blot en fase.
Nogle børn er mere sensitive end andre og føler sig mindre trygge i fremmede hænder. Det er vigtigt, at der tages hensyn til det enkelte barns behov, så barnet ikke havner i en stressende eller skræmmende situation.

Et barn kan aldrig få nok af kys, kram, forståelse, hensyn og trøst. Disse udtryk for kærlighed fra forældrenes side har intet at gøre med såkaldt "forkælelse", et ord som ofte forbindes med noget negativt. Tværtimod skulle denne slags kærlighed gerne føre til et harmonisk og trygt barn.

Forældre bør have styr på barnets indre rytme og planlægge dagen derefter, så der tages hensyn til barnet og dets behov for blandt andet søvn, mad, ro og opmærksomhed.
Det er helt naturligt for børn at have et meget stort behov for fysisk kontakt. 
Et barns raseri-anfald er tegn på reelle følelser, og bør tages alvorligt. Små børn er ikke i stand til at håndtere stærke følelser på en rationel måde. Det er derfor forældrenes pligt at berolige barnet, i stedet for at blive gal og straffe ham/hende.

Sæt fokus på fysisk kontakt:

Hyppige kærtegn, i form af knus, kys og massage for eksempel, medfører at barnet bliver tryg ved og opsøger fysisk nærhed.  
Ved at reagere på og opfylde barnets behov blandt andet i form af kærtegn, styrker man både barnets intellekt og fremmer dets motoriske udvikling.
Hud-mod-hud kontakt kan vise sig at være meget effektivt. Amning og fællesbade fremmer også hud-mod-hud kontakten.Egen erfaring: Da Alma var helt lille lå vi hud-mod-hud og ammede, hvis hun var meget ulykkelig. Det beroligede hende.
Massage kan hjælpe på kolik og kan virke afstressende og beroligende på børn. 
Bæreseler og slynger stimulerer barnets neurologiske udvikling - barnets behov for fysisk kontakt og tryghed opfyldes.

                                                    Manducaen var med, da vi var på ferie i Malmö. 

Giv barnet sunde og trygge sovevaner:

Glem myten om, at alle børn fra starten bør/kan "sove igennem" en hel nat uden at vågne - man ender bare med at stille urealistiske krav til sig selv og sit barn.(Ifølge Elizabeth Pantley sover et barn igennem, når det er i stand til at sove fem timer uden at vågne. At vågne 2-3 gange på en nat er helt normalt).
Børns søvn kan påvirkes af mange forskellige faktorer - kulde, varme, sult, frygt, ubehag på grund af tænder, sygdom, mareridt, forældrenes stress.
Indfør sunde godnat-ritualer og sørg for at barnet associerer sengetid og søvn med fred, tryghed, komfort og fysisk nærhed.
Er man ved at gå til på grund af søvnløshed, bør man undgå at lade barnet græde sig i søvn, alene i sin seng, med det formål at man vil lære det at berolige sig selv og vænne sig til at sove alene. Det er et lille barn slet ikke i stand til, og den metode kan rent faktisk skade barnet. I sådanne situationer frigives stresshormonet Kortisol, som ifølge forskere kan føre til både adfærdsmæssige problemer og søvnproblemer.  

               Man sover godt, når man bliver vugget i søvn i bæreselen med hovedet op ad mors eller fars bryst.

API fraråder, at man lader sit lille barn sove alene, dvs. i et andet værelse, end forældrene sover i. De anbefaler derimod, at børn og voksne sover sammen, enten i samme værelse og i hver sin seng, eller sammen i en "familie-seng" (såfremt der tages hensyn til sikkerhed). Jo tættere man er på sit barn, desto hurtigere kan man opfylde barnets behov. Ifølge ny forskning skulle samsovning også mindske risikoen for vuggedød. I mange kulturer, hvor samsovning er normen, forekommer vuggedød for eksempel meget sjældent. 

Faste godnat-rutiner - planlagt efter barnets behov, ikke forældrenes - fører til sunde søvnmønstre.
Godnat-rutinen skal være fleksibel, så der er plads til ændring, efterhånden som barnet udvikler sig.
Vær opmærksom på barnets signaler - tving ikke barnet til at sove, hvis det ikke er træt og hold det ikke vågent, bare for at det skal passe ind i rutinen.  
Sørg for at barnet vænnes til sin egen seng på en rolig og blid måde, hvor der tages hensyn til barnets følelser.
Med hensyn til forældrenes sexliv, skal man huske på, at man ikke behøver begrænse sig til soveværelset. 

Efter at have læst Pantley's bog, er vi her i familien nået frem til følgende godnat-rutine:

(Tidspunkterne er sådan cirka)

17-17:45 spiser vi aftensmad. Fjernsynet er slukket. Vi hører evt. musik.

18:00 kommer Alma i bad. Hun elsker at komme i bad, derfor valgte vi at gøre det til en del af godnat-rutinen. Efter badet smører vi Alma godt ind i creme (Derma Baby) og hun får lov til at rende lidt rundt og lufttørre, nogen gange uden ble, inden hun får nattøj på.

18:30/19:00 Far og Alma står i vinduet og siger godnat til vejen vi bor på, og forskellige ting i vores hjem. Derefter kysser jeg Alma godnat, inde i stuen, og med smil på læben ønsker jeg hende en rigtig dejlig nat, og siger at vi ses i morgen tidlig. Far og Alma lukker døren til stuen og går ind i soveværelset. Far læser godnathistorie for Alma (hendes favorit er Goodnight, Moon). Hun kravler lidt rundt, får vand, sut og to stof-ammeindlæg, som fungerer som hendes "bamse" eller "tryghedsgenstand". Farmand synger lidt og nusser hende i håret, til hun falder i søvn. Og så sover hun for det meste til næste morgen - hun får dog tit en ren ble i løbet af natten uden at vågne. Når jeg er alene med Alma, kan det godt tage lidt længere at få hende til at sove - hun prøver stadig at hive ned i min bluse for at få lov til at få bryst. Jeg giver hende i stedet noget vand eller sutten og nusser, kysser og krammer hende. 

Pantley opfordrer hver familie til at skræddersy deres helt personlige godnatrutine, og det er så med denne at vi er endt. Og det fungerer! Faktisk fungerer det så godt, at Almas morfar lige har puttet hende for første gang, og ugen senere tog Almas faster over, og klarede det også rigtig flot.

Konsekvent omsorg

API anbefaler at barnet så vidt muligt passes hjemme de første 30 måneder af barnets liv. Hvis forældrene ikke er i stand til at passe barnet selv, må de udse sig en person, som de stoler på, til at passe barnet. Passes barnet ude mere end 20 timer om ugen, kan det være meget stressende for barnet.

Det er så her, at jeg ikke er helt enig med API. Men det er også en amerikansk organisation - jeg aner intet om deres vuggestuer (hvor mange børn per voksen, osv.). Jeg har også indtryk af, at det i USA er mere almindeligt at være hjemmegående husmor. Dette punkt er ihvertfald ikke helt nemt at leve op til i Danmark. Vi var for eksempel nødt til at få Alma i vuggestue, da hun var ca. 9 måneder gammel, da jeg pga. min status som jobsøgende skulle stå til rådighed, mht. aktivering, møder på a-kassen, og så videre. Det var vigtigt for mig, at Alma startede i vuggestue før min barsel var slut, så hun var tryg ved stedet, i tilfælde af at jeg pludselig skulle starte på job. Desuden er jeg af den overbevisning, at det er sundt for børn at være ude blandt andre børn - at lege med hinanden og lære af hinanden. Og det er det, jeg ser ske i Almas vuggestue.

Jeg er overbevist om, at Alma ikke tager skade af at være i vuggestue. Men da jeg stadig ammede aktivt, sørgede jeg også for, at noget af det første vi gjorde, når vi kom hjem, var at sætte os i sofaen og amme. Gennem amningen og den fysiske kontakt, genetablerede Alma og jeg den stærke følelsesmæssige forbindelse. Vi "fandt" hinanden igen, efter at have været adskilt. Og i det, er API og jeg enige - når barn og forælder genforenes efter at have været adskilt, er fysisk kontakt - kys og knus - den bedste måde at finde hinanden igen på.

Desuden skal man, efter separation, sørge for at være sammen med barnet - at inkludere det i de daglige gøremål for eksempel.  Alma synes det er sjovt, når vi støvsuger, og jeg tager hende ofte med i køkkenet, når jeg skal lave mad. I starten sad hun bare i sin stol, og det gik rimeligt langsomt med at lave mad, når jeg konstant skulle samle grydeskeer og andet køkkengrej op fra gulvet, fordi hun gang på gang kastede det ned :). Nu får hun lov til at rode skabet med gryder igennem i stedet. Så har jeg lidt friere hænder.

                                                                               Alma hjælper mor i køkkenet. 

Positiv disciplin

At opfostre  et barn er bestemt ikke den nemmeste opgave i verden. Det må være umuligt ikke at begå nogle fejl. API giver dog følgende gode råd:

Behandl barnet, som du selv ønsker at blive behandlet af andre.

Positiv disciplin fører til, at barnet lærer at behandle andre med medfølelse og respekt. 

Husk på, at formålet med disciplin er at hjælpe barnet til at udvikle selv-disciplin og selv-kontrol. Derfor bør positiv disciplin, som lægger vægt på empati, kærlighed og respekt, foretrækkes frem for streng disciplin, der bygger på straf. 

Faren ved traditionel disciplin:

Frygt fører intet positivt med sig. Derimod fører det til skam og skyldfølelse. Bruges frygt som et middel i forbindelse med børneopdragelse øges risikoen for, at barnet senere i livet vil udvise asocial adfærd, blive stofmisbruger og/eller blive involveret i kriminalitet. 

Studier har vist, at fysisk afstraffelse kan føre til adfærdsproblemer og følelsesmæssige problemer. Barnet lærer, at kun vold kan løse problemer.

Kontrollerende eller manipulerende disciplin fører til, at barnet mister tilliden til den voksne. 

Det er yderst vigtigt, at forældre kigger tilbage på deres egen barndom og bliver klar over, hvordan barndommens oplevelser kan have en negativ effekt på deres egen rolle som forælder. Hvis en forælder er ude af stand til at bruge positiv disciplin, bør han/hun søge professionel hjælp.

Disciplin på den blide og medmenneskelige måde

Positiv disciplin starter ved fødslen. Når forældre konsekvent og medfølende reagerer på og dækker det spæde barns behov, dannes et fundament af disciplin, som bygger på nærhed og tillid. 

Positiv disciplin går ud på, at man bruger teknikker så som  forebyggelse, distraktion (opmærksomhed dirigeres væk) og substitution (noget erstattes af noget andet), med det formål at lede barnet væk fra eventuelle farer på en blid måde. 

Forældre bør hjælpe deres børn til at udforske verden på en sikker måde - se verden gennem barnets øjne og læg vægt på, at han/hun oplever de naturlige konsekvenser af sine handlinger. 

Vær opmærksom på/forstå barnets handlinger og adfærd - det er igennem handlinger og adfærd, at barnet udtrykker dets følelsesmæssige behov.

Find måder at løse problemer på, som ikke skader nogens værdighed.

Læs om og forstå aldersmæssig normal adfærd og tag højde for det individuelle barns temperament og behov.  

Børn efterligner voksnes adfærd, så stræb efter at blive positive rollemodeller for barnet, især når det gælder forholdet til andre mennesker både i og uden for familien.

Når forældre reagerer på en uhensigtsmæssig måde, som forårsager spændinger, vrede eller sårer andres følelser, er det vigtigt at de tager sig tid til senere at reparere forældre-barn forholdet ved at genskabe det tætte bånd og undskylde.  

Skab et "ja" miljø. 

Tving ikke et barn til at undskylde.

Research positiv disciplin.

Vær opmærksom på og tag hensyn til stærke følelser.

Jeg må indrømme, at jeg har det rigtig svært med emnet disciplin. Det er virkelig ikke nemt at skabe et "ja"-miljø, når man er træt og ungen konstant kravler op på TV-bordet og rejser sig op og hamrer løs på fjernsynet. Så reageres der spontant med et strengt "nej!" og Alma løftes hurtigst muligt ned derfra. Jeg kan dog godt se det fornuftige i, i stedet at reagere ved at løfte hende ned derfra og prøve at aflede hendes opmærksomhed med en bog eller noget legetøj - eller en kat! Omvendt synes jeg, at jeg er god til at lade hende gøre ting selv og lære derigennem - for eksempel spiser og drikker hun primært uden vores hjælp  og får lov til at "svine". Hun får også lov til at slæbe alle gryder og grydelåg ud af køkkenskabet og hamre på dem med grydeskeer eller røre i en skål med havregryn og rosiner, som så spredes ud over hele køkkengulvet. 

Forældres tålmodighed sættes ofte på prøve. Man må  prøve at finde en fornuftig måde at tage hånd om problemet på - for eksempel ved at slukke for fjernsynet og byde på noget fingermaling i stedet... Hvis man så bare havde tænkt på det dengang, i stedet for at stå og tage billeder!

Det er ikke altid nemt at være en god rollemodel. Selv om man er helt enig med de ovennævnte principper, så kan det for nogle af os være svært at bruge teknikkerne i dagligdagen. Men så gælder det jo om, at blive mere opmærksom på sine fejl - og aldrig være for stolt til at indrømme over for sit barn, når man har opført sig forkert. Det koster jo ikke noget at sige undskyld.

Skab et harmonisk miljø for dit barn

For at barnet skal kunne trives optimalt, bør familiens medlemmer have et harmonisk og velafbalanceret indbyrdes forhold (Puha, det er ikke altid nemt i en småbørnsfamilie!). 
 
Barnets behov er første prioritet, men familiens andre medlemmer skal også vises hensyn. Har man intet overskud, er det svært at være en nærværende og omsorgsfuld forælder. Derfor giver API nogle tips:

Lær at leve i nuet og accepter, at livet som forælder sætter nogle naturlige begrænsninger. 

Sæt realistiske mål.

Vær ikke bange for at sige "nej".

Vær kreativ og find nye måder at være sammen som par på.

Find tid til dig selv.

Tag imod hjælp (rengøring, pasning, osv.)

Spis sundt og dyrk motion.

Tag en lur!

Lad være med at lave for mange planer og udsætte dig selv for stress.

Bevæg dig uden for hjemmets fire vægge.

Følg dit hjerte og lyt til dit barn.

I mine øjne kan det være svært at leve 100 procent efter disse principper, blandt andet fordi jeg rent personligt ikke har noget imod, at Alma er i vuggestue. Men de grundlæggende principper falder det mig helt naturligt at være enig i. Som forældre gælder det jo om at skræddersy sin egen samling af principper, specielt tilpasset både de voksnes overbevisninger og barnets behov. Så bare fordi man måske ikke er enig i alle punkter, kan attachment parenting sagtens blive familiens grund-filosofi. 

Mange af principperne beskrevet i denne blog vil for nogle mennesker være ret åbenlyse (som sagt, så føler jeg, at jeg instinktivt har søgt hen imod denne livsstil, før jeg overhovedet havde hørt om konceptet attachment parenting), og for andre vil det lyde som noget hippie-sludder. Jeg mener dog, at hvis vi vil give vores børn den bedste start i livet, så gælder det om ikke at være bange for nærhed, følelsesmæssigt såvel som fysisk.  

Det gælder også om at byde barnet velkommen til denne verden som en ligeværdig - at behandle barnet med respekt og tage dets følelser alvorligt, og ikke kun tænke på sine egne behov. Jo, det kan  for eksempel til tider være besværligt at langtidsamme - jeg har hverken drukket alkohol (drikker i forvejen sjældent, så ikke det store offer), farvet hår, eller brugt skønhedsprodukter med parfume i ca. 2 år nu. Men hvad er 2 år ud af et helt liv? Jeg undgår gerne de ting, hvis det for eksempel kan betyde, at Alma undgår at få allergi. 

Amningen har også gjort, at Alma indtil for kort tid siden faldt i søvn på den blideste måde overhovedet  - helt tæt op ad sin mor. Og nu nusses hun i søvn af sin far. Hver nat, når hun vågner, ligger der to kærlige forældre lige ved siden af, klar til at hjælpe hende med at falde i søvn igen. Og sådan bliver det ved med at være et godt stykke tid endnu. Om Alma kommer til at sove i sin egen seng på eget værelse om et halvt år eller om tre år eller ? er for mit vedkommende ligegyldigt - jeg forstår godt, hvis hun synes det er hyggeligt at sove sammen med os. Jeg synes også det er rarere at sove sammen end alene. Så hvorfor skulle hun ikke have det på samme måde? 

Det er mit højeste ønske, at vi som forældre kan hjælpe Alma til at få og skabe  sunde og nære relationer til de folk, hun møder på sin vej gennem livet, og som hun vælger at knytte bånd til. Og lige netop i vores tilfælde er jeg overbevist om, at Attachment Parenting  er det helt rigtige. 

 Kære Alma - jeg ønsker dig et langt og lykkeligt liv, hvor du vil grine mere, end du vil græde og hvor du altid vil være omgivet af kærlige mennesker, som står klar med knus og kys, når du har brug for det. Og masser af katte!